XpositionREVERSE
Århus – Göteborg
Arr.: Kassandra Production i samarbejde med Atalante
XpositionREVERSE – blev opført live simultant i Århus og Göteborg og samtidig streamet og broadcastet på Internettet.
I et parallelt forløb kunne man følge udspillet fra henholdsvis Århus og Göteborg.
Århus – Göteborg
Arr.: Kassandra Production i samarbejde med Atalante
XpositionREVERSE – blev opført live simultant i Århus og Göteborg og samtidig streamet og broadcastet på Internettet.
I et parallelt forløb kunne man følge udspillet fra henholdsvis Århus og Göteborg.
Rapporetert af Annette Damgaard
Beskrivelse
At være et andet sted. En anden position. Xposition
At udstille sig. Udstilling. Eksponering. Exposition.
XpositionREVERSE var en kompleks beretning om det at være udenfor og ekskluderet kontra det at være med og ”inde i varmen”. Om at være i begivenhedernes centrum kontra at befinde sig i periferien. Forestillingen behandler det moderne menneskes behov for at være ”på” og ønske om ”15 minutes of fame”. Men eksisterer vi kun, hvis vi bliver set, filmet og befinder os i medielinsens søgelys? Hvordan defineres centrum, og hvor ligger det? Og hvad sker der, hvis fokus flyttes, og periferi og centrum bytter sted?
XpositionREVERSE er en digital kammerperformance om position og identitet på og med Internettet. XpositionREVERSE er en surrealistisk og humoristisk montage bestående af nyskreven tekst, dans, video, elektroakustisk musik og streamede bits. Et moderne Gesamtkunstwerk, der formmæssigt placerer sig et sted imellem installationskunst og det intime kammerspil. Inspireret af kabaret, sitcoms og hyggeaftner i sofagruppen.
Anmeldelse
XpositionREVERSE fremstod som den perfekte afslutning på den digitale kunstfestival. Performansen beskrev i et samlet hele – bevidst eller ubevidst - alle de fordele, mangler, og spændingsmomenter, som det digitale medie og brugen af det afspejler. Sammenkoblinger af virtuelle og virkelige handlinger, udfald, nedbrud, teknik og fysik. Sådan er den digitale verden i en nøddeskal. Det betød, at selv diverse tilfældige udfald og nedbrud, kom til at virke som en del af showet, i hvert fald når XpositionREVERSE blev oplevet på live location, hvor aktørernes fysiske tilstedeværelse bandt tingene sammen.
Samspillet mellem publikum og aktører: Netværksforeningen
Man trådte ned i et kælderrum hvor, man blev bedt om at tage skoene af og sætte fødderne på en lille ”strømafledende” gummimåtte. Derefter fik man besked på at holde godt fast om et langt plastikrør. En hvidklædt kvinde (Annika Lewis) viklede sig ind i resten af plastikrøret til lyden af nogle knitrede computere. Vi var forbundet i et netværk og hørte til i forestillingen. På en computerskærm i rummet kunne publikum se sig selv, og på en anden computer så man transmissionen fra Göteborg. En sortklædt kvinde (Gritt Ulldal-Jessen) sad med ryggen til publikum og skrev et digt på en labtop. Hendes tekst og et livebillede af den hvidklædte kvinde blev projiceret op på en væg og smeltede sammen i et virtuelt billedmiks. Den hvidklædte kvinde rejste sig og begyndte at danse foran billedet af teksten, der blev transmitteret fra en computer. Den fysiske krop blev nu et med det virtuelle rum. Vi var deltagere i en sammenslutning, et netværk mellem den fysiske tilstedeværelse af forskellige mennesker og computerens netværkskommunikation. Vi var på.
Samspillet mellem Danmark og Sverige: Interaktion og synergi
Man blev vist ind i et tilstødende rum og fik tilbudt chokolade og absinth. Publikum indtog nu betragterens, nyderens rolle. Den sortklædte kvinde (Gritt Ulldal Jensen) sad i Århus og skrev sit digt på en labtop. I Sverige stod en mand, der kunne se teksten via nettet og messede den i et folkesangsagtig toneleje. Samtidig blev et billede af den svenske sanger projiceret op på en væg på ”livelocation” i Danmark. Her sad to musikere (Anders Krøyer og Jens Mønsted) og spillede på bas og labtop, mens de akkompagnerede den svenske sanger i en rockbetonet stilart. I både Sverige og Danmark blev der danset til musikken, men med divergerende stilarter. Aktørerne spillede således til, med og mod hinanden og var forenet i et uhåndgribeligt cyberspace, hvor centrum blev flyttet ud i periferien. Vi oplevede derfor kun dele af det samlede værk, der foregik i forskellige locations og brudstykkevis forenedes på nettet. Stykket foregik over alt og ingen steder. Noget der kun lader sig gøre i en digitaliseret tidsalder, hvor Internettet kan forene os på tværs af sprog og landegrænser.
MEDVIRKENDE ÅRHUS
Iscenesættelse, koreografi og performer: Annika B. Lewis
Dramatiker og performer: Gritt Uldall-Jessen
Interaktiv mediedesign og scenograf: Signe Klejs
Komponist og livemusiker: Anders Krøyer
Videoteknik og livemusiker: Jens Mønsted
Internet arkitekt og streaming: Jonas Smedegaard
Broadcasting og Streaming: Ulrik Lyhne
Dramaturg: Allan H. lauridsen
MEDVIRKENDE GÖTEBORG
Iscenesættelse, koreografi: Eva Ingemarsson
Performance: Uncas Rydén, Klara Rygielski, Mika Becker og Hannes Rydén
Video Teknik: Pierre Laurent
Lyd og Lys Teknik: Pär Bengtson, Markus granberg og viktor Wendin
Live filming: Robert Eklund
Teknisk Konsulent: Niklas Rydén
Curserens monolog
Af Gritt Uldall-Jessen
I dag er den første dag i mit nye liv!
Det kommer til at blive den første gang igen.
Af det ene og det andet.
Af alting.
Denne gang må det hele gøres om,
Denne gang må det ske på den rigtige måde.
Jeg er endnu ikke på fri fod.
Min levetid bestemmes af den,
der sætter mig i gang.
Spørgsmålet om jeg er værd at holde i live
er min daglige udfordring.
Mine krav er alt for store.
"Sluk mig ikke, hører du?"
"Giv mig tid, jeg har noget for!"
Hvor bliver jeg denne gang
beordret hen?
Hvilken opgave er der for mig at løse?
Hvori kommer mit tilhørsforhold til at bestå?
Beboerne på Kortet har alle set mig.
Jeg er dem bekendt.
Men det betyder ikke, at der er nogen af dem, der ser mig rigtigt.
Vi er alle agenter.
Vi kender ikke til at kende hinanden rigtigt.
Med mindre det står anført i vores profil.
Min funktion er at skrive om de andre.
Om hvem som helst.
Der kom en røver
og berøvede mig mit fangenskab.
Da han brød ind, brød jeg ud.
Jeg ved ikke hvor lang tid,
jeg på daværende tidspunkt havde siddet inde.
Jeg vidste dårligt nok, om jeg var til i verden
eller ej.
Om jeg eksisterede som andet end en idé,
der var undfanget af en menneskehjerne
for længe siden.
Det var for sent at gøre status.
Røveren sparkede døren ind.
Nu stod jeg dér.
Jeg tænkte for første gang i lang tid
på mit udseende.
Han så mig.
Med sammenknebne øjne inde bag masken.
"Er du ny her?", spurgte jeg.
Han hørte ingenting.
Jeg fortsatte:
" Det er ikke muligt at se sig selv udefra.
Øjnene slår ikke til.
Hvis mennesket skulle kunne se på sig selv,
så var vi skabte som runde kugler
med hovedet pegende ind imod navlen.
Så ville der stikke en antenne op,
så vi kunne sende signaler ud til de andre."
"Vi kan ikke se os selv.
Vi behøver de andre til at se os.
Vi må have vished om, at vi er til i virkeligheden.
At det ikke kun er en drøm,
der udspiller sig for vore øjne.
Denne regel gælder også
for beboerne på Kortet."
Dette kan blive den første dag i mit liv.
Jeg sparkede døren i, så den lukkede sig bag mig.
Jeg forstod, at jeg ikke var helt,
som jeg plejede at være.
Jeg har set en skygge falde henover mig.
Den mørkelagde byen.
Drømte jeg, at der faldt en skygge?
Jeg har været omkring på Kortet
for at danne mig et overblik.
Nybyggeriet tager fart.
Haverne lægges an.
Jeg ser byen blive rejst på ny.
Den virker fremmed.
Jeg er ikke længere den, jeg plejer at være.
Hvem er på den anden side?
Er vedkommende som jeg?
Hvor går verdens grænser?
Hvor langt til højre kan jeg gå?
Hvor langt til venstre?
Hvad er der på den anden side?
Jeg har noget for!
Min ene fod er fri.
Men hvad nytter det, når den anden er fangen?
Jeg besøgte nybyggerne, da de sov.
Jeg kom ind igennem vinduet.
De snorkede.
Jeg betragtede byggeriet og vidste,
at det ikke kunne holde.
Jeg skrev en note om det på min blok.
Hvis du kunne bygge et hus
et andet sted end her,
hvor ville du i så fald bygge det?
-Hvilket sted bryder du dig mest om at være?
-Hvilket sted bryder du dig mindst om at være?
Den satte jeg op på opslagstavlen
og gik igen.
I dag er den første dag i mit nye liv!
Det kommer til at blive den første gang igen.
Af det ene og det andet.
Af alting.
Denne gang må det hele gøres om,
Denne gang må det ske på den rigtige måde.
Jeg er endnu ikke på fri fod.
Min fod er endnu ikke helt fri.
Jeg har personligt haft så mange liv tidligere,
at jeg ikke har tal på dem.
De har ikke alle sammen
været værd at samle på.
Nogle af mine liv var alt for korte.
Nogle for ensformige.
Andre var så udfordrende,
at jeg næsten ikke selv kunne følge med.
Jeg bestemmer ikke selv.
Jeg er fortælleren.
Jeg skriver om de andre.
Om dem, der oplever noget.
De andres oplevelser bliver også mine.
Hvis ikke jeg skrev dem ned, så var de ikke til.
Der er blevet bygget en udkigspost til mig,
så jeg kan følge byggeriet,
som det skrider frem.
Her kan jeg se ud over hele dagen.
De fleste er i gang med det store byggeri.
Eller er i færd med at anlægge de nye haver.
De arbejder fra morgen til aften.
Hver eneste gang, byen går under,
kan vi begynde forfra igen.
Jeg skriver for at huske,
hvad der er sket.
I min oprindelige form,
da jeg var helt ny i verden for længe siden,
havde jeg mulighed for
at foretage mig ting på egen hånd.
Nybyggerne gav mig et telt at lege med.
Det kunne jeg flytte rundt på efter behov.
Det slog jeg op i alle de haver,
som jeg godt kunne lide.
I for- og i baghaverne.
Dér, hvor jeg kom frem.
Snart kom de alle rendende.
De rev pløkkerne op og hev overdugen af.
Verden har aldrig været en stor fælleshave.
Den har altid været delt op
i små og store stykker.
Til at begynde med skrev jeg hovedsageligt
om min familie.
Engang, da jeg var blevet forflyttet til en anden by,
rejste jeg således tværs henover Kortet.
Jeg havde en notesblok med.
Jeg blev stående bag hækken
uden for haven til deres hus.
Jeg ville se, om de stadigvæk var der.
Om min fader var blevet ældre.
Om min moder havde fået flere børn.
Jeg kender dem ikke.
De kender heller ikke mig.
Vi kender ikke til at have kendskab om hinanden.
Vi er agenter.
Vi er små sorte prikker.
Vi er vilkårlige brikker at flytte rundt på.
Hvis ikke jeg skrev,
så var der ingen andre, der gjorde det.
I min oprindelige form, da jeg var ny i verden
for længe siden,
havde jeg ingen mulighed for at foretage mig noget på egen hånd.
Jeg var sådan én, der ofte blev flyttet rundt på.
Jeg for omkring på Kortet uden ophold nogen steder i længere tid af gangen.
Det bliver noget af det første,
jeg vil lave om på,
når jeg får mulighed for det.
Før jeg fik et liv lå jeg i dvale i længere tid.
I en skraldespand.
I et bælgmørke.
Jeg eksisterede næsten ikke.
Det var ikke nødvendigvis dårligt.
Min notesblok var tom.
Det kommer til at blive den første gang
af alting i mit liv.
Jeg bor på indersiden af en vulkan.
Den har ikke været i udbrud længe.
Det kan ske, hvornår det skal være.
Det er for farvernes skyld, at jeg er flyttet ind der.
De ser det ikke. Afgrunden foran dem.
De bygger for livet. Et hus omkring sig selv.
Men bygger de for evigheden ?
Hvem tænker fremad?
Det skete at jeg fandt mig selv
langt uden for Kortet.
I en gold og øde verden.
Jeg vidste, at vejen fortsatte videre.
Den ville føre mig væk fra det, som jeg kender.
Der var en flod at passere.
Jeg trådte ud i den. Vandet stod mig op til halsen.
Med ét mistede jeg fæste og gled.
Jeg brækkede alle mine knogler.
Drev med strømmen.
Nedad.
Dette var vejen ud.
Til den anden verden.
Kortet har ingen grænser.
Skyggen falder henover mig.
Jeg befinder mig i dens favn.
Jeg er ikke længere alene.
Et nyt liv står foran mig.
Jeg rider på vulkanens top.
Beder den om at sætte i gang.
Den kan skyde mig ud og sende mig videre.
Sådan får jeg en anden eksistens.
Her kommer jeg.
Fra en verden til en anden.
Lavaen ryger.
Tager til i fart.
Den ruller fremad.
Breder sig udover hele Kortet.
Henover nybyggeriet.
Indtager de nyanrettede haver.
Her er intet oprør.
Der er intet at gøre.
Forandringerne har sat ind.
Det nye kommer efter.
Hvis du kunne bygge et hus
et andet sted end her,
hvor ville du i så fald bygge det?
-Hvilket sted bryder du dig mindst om at være?
-Hvilket sted bryder du dig mest om at være?
Af Gritt Uldall-Jessen
I dag er den første dag i mit nye liv!
Det kommer til at blive den første gang igen.
Af det ene og det andet.
Af alting.
Denne gang må det hele gøres om,
Denne gang må det ske på den rigtige måde.
Jeg er endnu ikke på fri fod.
Min levetid bestemmes af den,
der sætter mig i gang.
Spørgsmålet om jeg er værd at holde i live
er min daglige udfordring.
Mine krav er alt for store.
"Sluk mig ikke, hører du?"
"Giv mig tid, jeg har noget for!"
Hvor bliver jeg denne gang
beordret hen?
Hvilken opgave er der for mig at løse?
Hvori kommer mit tilhørsforhold til at bestå?
Beboerne på Kortet har alle set mig.
Jeg er dem bekendt.
Men det betyder ikke, at der er nogen af dem, der ser mig rigtigt.
Vi er alle agenter.
Vi kender ikke til at kende hinanden rigtigt.
Med mindre det står anført i vores profil.
Min funktion er at skrive om de andre.
Om hvem som helst.
Der kom en røver
og berøvede mig mit fangenskab.
Da han brød ind, brød jeg ud.
Jeg ved ikke hvor lang tid,
jeg på daværende tidspunkt havde siddet inde.
Jeg vidste dårligt nok, om jeg var til i verden
eller ej.
Om jeg eksisterede som andet end en idé,
der var undfanget af en menneskehjerne
for længe siden.
Det var for sent at gøre status.
Røveren sparkede døren ind.
Nu stod jeg dér.
Jeg tænkte for første gang i lang tid
på mit udseende.
Han så mig.
Med sammenknebne øjne inde bag masken.
"Er du ny her?", spurgte jeg.
Han hørte ingenting.
Jeg fortsatte:
" Det er ikke muligt at se sig selv udefra.
Øjnene slår ikke til.
Hvis mennesket skulle kunne se på sig selv,
så var vi skabte som runde kugler
med hovedet pegende ind imod navlen.
Så ville der stikke en antenne op,
så vi kunne sende signaler ud til de andre."
"Vi kan ikke se os selv.
Vi behøver de andre til at se os.
Vi må have vished om, at vi er til i virkeligheden.
At det ikke kun er en drøm,
der udspiller sig for vore øjne.
Denne regel gælder også
for beboerne på Kortet."
Dette kan blive den første dag i mit liv.
Jeg sparkede døren i, så den lukkede sig bag mig.
Jeg forstod, at jeg ikke var helt,
som jeg plejede at være.
Jeg har set en skygge falde henover mig.
Den mørkelagde byen.
Drømte jeg, at der faldt en skygge?
Jeg har været omkring på Kortet
for at danne mig et overblik.
Nybyggeriet tager fart.
Haverne lægges an.
Jeg ser byen blive rejst på ny.
Den virker fremmed.
Jeg er ikke længere den, jeg plejer at være.
Hvem er på den anden side?
Er vedkommende som jeg?
Hvor går verdens grænser?
Hvor langt til højre kan jeg gå?
Hvor langt til venstre?
Hvad er der på den anden side?
Jeg har noget for!
Min ene fod er fri.
Men hvad nytter det, når den anden er fangen?
Jeg besøgte nybyggerne, da de sov.
Jeg kom ind igennem vinduet.
De snorkede.
Jeg betragtede byggeriet og vidste,
at det ikke kunne holde.
Jeg skrev en note om det på min blok.
Hvis du kunne bygge et hus
et andet sted end her,
hvor ville du i så fald bygge det?
-Hvilket sted bryder du dig mest om at være?
-Hvilket sted bryder du dig mindst om at være?
Den satte jeg op på opslagstavlen
og gik igen.
I dag er den første dag i mit nye liv!
Det kommer til at blive den første gang igen.
Af det ene og det andet.
Af alting.
Denne gang må det hele gøres om,
Denne gang må det ske på den rigtige måde.
Jeg er endnu ikke på fri fod.
Min fod er endnu ikke helt fri.
Jeg har personligt haft så mange liv tidligere,
at jeg ikke har tal på dem.
De har ikke alle sammen
været værd at samle på.
Nogle af mine liv var alt for korte.
Nogle for ensformige.
Andre var så udfordrende,
at jeg næsten ikke selv kunne følge med.
Jeg bestemmer ikke selv.
Jeg er fortælleren.
Jeg skriver om de andre.
Om dem, der oplever noget.
De andres oplevelser bliver også mine.
Hvis ikke jeg skrev dem ned, så var de ikke til.
Der er blevet bygget en udkigspost til mig,
så jeg kan følge byggeriet,
som det skrider frem.
Her kan jeg se ud over hele dagen.
De fleste er i gang med det store byggeri.
Eller er i færd med at anlægge de nye haver.
De arbejder fra morgen til aften.
Hver eneste gang, byen går under,
kan vi begynde forfra igen.
Jeg skriver for at huske,
hvad der er sket.
I min oprindelige form,
da jeg var helt ny i verden for længe siden,
havde jeg mulighed for
at foretage mig ting på egen hånd.
Nybyggerne gav mig et telt at lege med.
Det kunne jeg flytte rundt på efter behov.
Det slog jeg op i alle de haver,
som jeg godt kunne lide.
I for- og i baghaverne.
Dér, hvor jeg kom frem.
Snart kom de alle rendende.
De rev pløkkerne op og hev overdugen af.
Verden har aldrig været en stor fælleshave.
Den har altid været delt op
i små og store stykker.
Til at begynde med skrev jeg hovedsageligt
om min familie.
Engang, da jeg var blevet forflyttet til en anden by,
rejste jeg således tværs henover Kortet.
Jeg havde en notesblok med.
Jeg blev stående bag hækken
uden for haven til deres hus.
Jeg ville se, om de stadigvæk var der.
Om min fader var blevet ældre.
Om min moder havde fået flere børn.
Jeg kender dem ikke.
De kender heller ikke mig.
Vi kender ikke til at have kendskab om hinanden.
Vi er agenter.
Vi er små sorte prikker.
Vi er vilkårlige brikker at flytte rundt på.
Hvis ikke jeg skrev,
så var der ingen andre, der gjorde det.
I min oprindelige form, da jeg var ny i verden
for længe siden,
havde jeg ingen mulighed for at foretage mig noget på egen hånd.
Jeg var sådan én, der ofte blev flyttet rundt på.
Jeg for omkring på Kortet uden ophold nogen steder i længere tid af gangen.
Det bliver noget af det første,
jeg vil lave om på,
når jeg får mulighed for det.
Før jeg fik et liv lå jeg i dvale i længere tid.
I en skraldespand.
I et bælgmørke.
Jeg eksisterede næsten ikke.
Det var ikke nødvendigvis dårligt.
Min notesblok var tom.
Det kommer til at blive den første gang
af alting i mit liv.
Jeg bor på indersiden af en vulkan.
Den har ikke været i udbrud længe.
Det kan ske, hvornår det skal være.
Det er for farvernes skyld, at jeg er flyttet ind der.
De ser det ikke. Afgrunden foran dem.
De bygger for livet. Et hus omkring sig selv.
Men bygger de for evigheden ?
Hvem tænker fremad?
Det skete at jeg fandt mig selv
langt uden for Kortet.
I en gold og øde verden.
Jeg vidste, at vejen fortsatte videre.
Den ville føre mig væk fra det, som jeg kender.
Der var en flod at passere.
Jeg trådte ud i den. Vandet stod mig op til halsen.
Med ét mistede jeg fæste og gled.
Jeg brækkede alle mine knogler.
Drev med strømmen.
Nedad.
Dette var vejen ud.
Til den anden verden.
Kortet har ingen grænser.
Skyggen falder henover mig.
Jeg befinder mig i dens favn.
Jeg er ikke længere alene.
Et nyt liv står foran mig.
Jeg rider på vulkanens top.
Beder den om at sætte i gang.
Den kan skyde mig ud og sende mig videre.
Sådan får jeg en anden eksistens.
Her kommer jeg.
Fra en verden til en anden.
Lavaen ryger.
Tager til i fart.
Den ruller fremad.
Breder sig udover hele Kortet.
Henover nybyggeriet.
Indtager de nyanrettede haver.
Her er intet oprør.
Der er intet at gøre.
Forandringerne har sat ind.
Det nye kommer efter.
Hvis du kunne bygge et hus
et andet sted end her,
hvor ville du i så fald bygge det?
-Hvilket sted bryder du dig mindst om at være?
-Hvilket sted bryder du dig mest om at være?
