I starten af 1960rne begyndte de første kunstnere at arbejde med computerteknologi og software som medie. Kunst og datamaskiner oplevedes af mange som modsætninger, der umuligt kunne forenes og det har taget lang tid at rodfæste en forståelse i kunstverdenen for, at digitale medier er en del af den mulige palette. Udbredelsen af Internettet siden 1990rne og den rolle det har spillet i samfundet, har været en medvirkende årsag til at digitalkunst efterhånden har erobret sig en plads på den etablerede kunstscene. I dag arbejder flere og flere kunstnere med digitale værker, der undersøger de udvidede muligheder, som teknologien tilbyder. Alligevel er der endnu kun få museer og andre institutioner verden over, som fokuserer på den digitale kunst.

Udstillingen På Grænsen viser syv digitale kunstværker af internatonalt format, som tager udgangspunkt i menneskets forhold til samfundet og teknologien. Således kredser Mogens Jacobsens værk Power of mind 3/Dissociative Defense og Jonah Brucker-Cohens PoliceState om politiske emner som racisme og terror, mens James Patten med værket TheCorporate Fallout Detector afslører de skjulte informationer der ligger gemt i dagligvarernes stregkoder. Critical Art Ensembles værk, Marching Plague, sætter fokus på mikrobiologisk krigsførelse og den dermed forbundne kollektive frygt, som smitter af på det offentlige rum. Eduardo Kac anvender både computerteknologi og bioteknologi i værket Move36, hvor han undersøger forholdet mellem den menneskelige og den teknologiske intelligens. På lignende måde visualiserer Rafael Lozano-Hemmer i værket Synaptic Caguama, vekselvirkninger i hjernens informationsstruktur. Et værk, der bevæger sig i krydsfeltet mellem orden og kaos. I Tine Bech, Sam Woolf og Dave Lawrences værk Mememe er det forholdet mellem teknikkens muligheder og mennesket som et sansende væsen, der gør sig gældende. Mememe er et interaktivt værk, der inviterer publikum til at iføre sig særlige højteknologiske sko, der reagerer auditivt på bærerens bevægelser.

Udstillingens digitale og bioteknologiske kunstnere er blevet inspireret til at udvikle debatskabende og undersøgende kunst, der stiller kritiske spørgsmål til den verden vi lever i. Der er tale om en kunst, der ikke kun udfolder sig indenfor sin egen sfære, men som manifesterer sig både politisk og samfundsmæssigt og derigennem afprøver grænserne for samfundets regler og love.


Critical Art Ensemble: Marching Plague

Den amerikanske kunstnergruppe Critical Art Ensemble (CAE) er verdenskendt for deres performative og kritiske installationer. Med deres værker ønsker CAE at sætte spørgsmålstegn ved forholdet mellem bioteknologi, handel og politik og gruppens ofte politiske og aktivistiske kunstprojekter har resulteret i, at de gentagne gange er kommet under mistanke for ulovligheder.

Værket Marching Plague består af en performance gennemført af CAE i 2005. CAE’s performance tog udgangspunkt i en øvelse gennemført af det britiske militær i årene 1952-53, der havde til formål at fastslå, hvor stor en risiko skibsbesætninger havde for at blive smittet med luftbårne pestbakterier. I øvelsen benyttede det britiske militær marsvin som substitutter for besætningsmedlemmer og bakterien var den ganske uskadelige Bacillus subtilis. Performancenudmøntede sig senere i en film, der bl.a. er blevet vist påWhitney Biennalen i New York. I udstillingen På Grænsenvises Marching Plague som en fysisk installation, hvor man i forseglede petriskåle kan observere de bakteriekulturer som CAE benytter i deres værker, alt imens man læser om de historiske erfaringer med mikrobiologisk krigsførelse.



Eduardo Kac: Move 36

Den brasilianskfødte kunstner Eduardo Kac, har siden 1980rne arbejdet i krydsfeltet mellem kunst og bioteknologi. Hans værker har fået betegnelser som transgenetisk kunst, bio art,biotech art, telepræsens og biotelematik – betegnelser der for mange umiskendeligt vil minde mere om biologiforsøg og science fiction film end om samtidskunst. Hans værker er blevet opfattet som grænseoverskridende, både i kraft af deres tværvidenskabelige karakter, men ligeledes qua deres evne til at skabe debat om emner som gensplejsning og bioteknologi. På Den Internationale Digitale Kunstfestival vises værketMove 36. Titlen refererer til et afgørende træk i skakspillet mellem verdensmesteren i 1997, Gary Kasparov, og IBM-computeren Deep Blue.

Eduardo Kac’s installation består af et skakbræt, hvis sort-hvide felter er skabt af jord og sand. I et af felterne er placeret en genmanipuleret plante, der fra loftet oplyses af en tynd lyskegle. Som symbolske skakspillere har Kac placeret to videoprojektioner på hver side af skakbrættet. De udgøres hver især af 64 paneler, hvorpå der projekteres farvede mønstre og formationer – alle forskellige og med hver deres tidsforløb og rytme. Kac har designet og manipuleret planten ud fra Descartes famøse statement, Cogito ergo sum, (Jeg tænker – derfor er jeg) og har via et digitalt kodesprog, ASCII, oversat denne sætning til en genkode. Det ”kartesianske gen” kommer visuelt til udtryk gennem en krølning på plantens blade, der ellers fra naturens side er flade.

Eduardo Kac synes med Move 36 at gøre naturen til kunst ved i bogstaveligste forstand at indkode en kunstnerisk strategi i en levende plante. Han kan ligeledes siges at gøre kunsten til natur, da han ved en bevidst påvirkning af planters genetiske egenskaber, gør det muligt at sprede et ”kunstgen” via plantens naturlige, biologiske reproduktion. Man kan i sidste ende stille spørgsmålstegn ved, om Eduardo Kac’s plante er en levende organisme, et digitalt system, eller en sproglig ytring.


James Patten: The Corporate Fallout Detector

Den amerikanske kunstner James Patten er kendt for at skabe interaktive og socialt kommenterende værker i forskelligemedier, bl.a. performance og installation. Installationen TheCorporate Fallout Detector minder mest af alt om et udsnit af et supermarked eller en købmandsforretning. På reoler eropstillet forskellige fødevarer, både danske og udenlandske,som vi alle kender fra vores daglige indkøb. Med TheCorporate Fallout Detector, der har form af en lille metalkasse, kan man scanne de forskellige produkter og dermed aflæse deskjulte data der gemmer sig bag stregkoderne. Forud forinstallationen er de præsenterede produkters miljømæssige ogetiske data blevet registreret, dvs. at man udover at blivepræsenteret for information om hvad fødevarerne indeholder,ligeledes får oplysninger om hvorvidt virksomheden anvenderbørnearbejde, bruger pesticider osv. Ved hjælp af en knap påThe Corporate Fallout Detector kan man regulere på apparatets”følsomhed”, dvs. at man kan indstille detektoren til at væremere eller mindre sensitiv overfor de informationer som afgivesfra produktets stregkode.  

Med installationen The Corporate Fallout Detector,kommenterer James Patten emner som virksomhedsansvarlighed og personlige forbrugsvalg. Han sætter hermed spørgsmålstegn ved tanken om ”den politiskeforbruger”, ved at pege på de indviklede produktions- ogejerforhold, der gør det svært for forbrugeren at gennemskuehvad et specifikt produkt indeholder og hvad den pågældendevirksomhed står for.

James Patten fremlægger ikke en løsning eller et alternativ tilfødevareproduktionens uigennemskuelighed. Oplysningerne fraThe Corporate Fallout Detector er derimod i samme grad problematiske og svære for os at gennemskue, da vi ikke kan vide om detektoren giver os alle oplysninger og om de viste informationer er valgt ud fra en bestemt dagsorden. Detektoren tilbyder således ikke et objektivt og sandfærdigt alternativ tilde vareinformationer der er tilgængelige for os i dag, men skalrettere ses som en kritisk kommentar til verdensmarkedets mekanismer.

 


 
Jonah Brucker-Cohen: PoliceState: Protect, Serve, Subvert

Den amerikanske kunstner Jonah Brucker-Cohen arbejder som kunstner og forsker og har en bl.a. en ph.d. i Disruptive Design ved Trinity College i Dublin. I sin kunstneriske praksis, såvelsom i sin forskning, ønsker han at udfordre vores opfattelse afdet velkendte og det oplevede – hvad enten det er i mødetmed den digitale teknologi eller blot i forbindelse med handlinger. Jonah Brucker-Cohens værk PoliceStatetager udgangspunkt i en allerede eksisterende teknologi, nemlig i FBI’s overvågningsprogram for datanetværk.Programmet har fået kælenavnet Carnivore (Kødæder), og eret softwareprogram udviklet til at registrere og ”lytte” tilprivatpersoners internettrafik, eksempelvis vores e-mail- og surferadfærd.

En gruppe der kalder sig Radical Software Group skabte en Carnivore Personal Edition, dvs. en udgave af programmet som alle kan downloade og som de opfordrer kunstnere til at anvende som udgangspunkt for digitale kunstprojekter. JonahBrucker-Cohens projekt og værket PoliceState er således hvadman kalder en Carnivore-client, dvs. et interface der er programmeret til at analysere og fortolke den digitale trafik påen bestemt måde. Jonah Brucker-Cohens klient er indstillet tilat opfange informationer og ord, der ifølge FBI kan indikereplanlægning af terrorisme mod amerikanske interesser.PoliceState visualiserer denne datatrafik på en motoriseretmåde, da de 20 små radiokontrollerede bilersbevægelsesmønstre bestemmes af de indsamlede data. Nårprogrammet støder på et, af FBI udvalgt, sortlistet ord somf.eks. ”bombe” eller ”flyulykke”, tilskrives ordet en radiokode –samme kode som politiet bruger i aktiv tjeneste. Koden for”bombe” er således 10-79, mens koden for ”flyulykke” er 1000. Politikoderne oversættes derefter til deres binære ækvivalent,som herefter aktiverer en bevægelsessekvens hos bilerne.

PoliceState kan ses som en kritisk kommentar til den nye intensivering af overvågningen på flere områder, iværksat afden amerikanske stat efter 11. september 2001. Det er nu op til computerprogrammer at udvælge, hvem der er muligeterrorister og hvem der ikke er, og der er tale om en tiltagendeindtrængen i folks privatsfære, da overvågning ikke længerekun foregår på offentlige steder, men også i private hjem.George Orwells profeti: ”Big Brother is watching You”, synes ikke at have mistet megen aktualitet, da kernen i den personlige frihed, ytringsfriheden, udfordres via denne form for statskontrollerede telefon- og e-mailaflytning. Med værketPoliceState, påpeger Jonah Brucker-Cohen den digitale kunstssubversive potentiale i forhold til overvågningsteknologien, daværket både er kritisk og komisk, politisk og polemiserende ogi allerhøjeste grad forstyrrende for funktionen.

 
Mogens Jacobsen: Power of mind 3 / Dissociative Defense

Den danske kunstner Mogens Jacobsen, har siden starten af 1980rne arbejdet aktivt med elektronisk og netbaseret kunst. I 1995 var han bl.a. med til at stifte Artnode, et ikke-kommercielt fortagende der støtter og udvikler digitalt baserede kunstprojekter. Mogens Jacobsens værk Power ofmind 3 / Dissociative Defense består af to dele: en online-tekst og en fysisk installation. Online-teksten er via en webserver og et elektronisk netværk forbundet til installationen i udstillingsrummet, som er et biologisk galvanisk batteri bestående af flere hundrede kartofler. Når kartoffelbatteriet efterhånden mister energi og skrumper ind, påvirker det online-delen, idet overstregningen langsomt forsvinder og den censurerede tekst kommer til syne.

Mogens Jacobsens værker indeholder ofte en stærk politisk kommentar og dette gør sig ligeledes gældende for Power ofMind 3 / Dissociative Defense. Som tekst hertil har Mogens Jacobsen valgt det sidste kapitel i den omstridte rapport, der udkom fra Europarådets anti-racismekomité i begyndelsen af maj 2006. Rapporten var yderst kritisk over for såvel dele af den danske udlændingelov som tonen i den danske indvandrerdebat. Flere medlemmer af regeringen fastslog rapporten som fejlagtig og statsministeren afviste blankt flere af dens konklusioner. Power of Mind 3 / Dissociative Defensekan siges at imitere regeringens reaktion og fornægte rapporten, da dele af teksten ved udstillingens start er censurerede og dermed ulæselige. Efterhånden som kartoflerne tørrer ind, rådner eller spirer må det biologiske batteri give op. I løbet af udstillingsperioden foretager Mogens Jacobsen således en decideret afsløring af den rapport som regeringen mest af alt ønskede skrinlagt. Den kontroversielle tekst afdækkes langsomt og det biologiske batteris uundgåelige energitab bliver et symbol på regeringens forgæves forsøg på at bestride rapporten og gendrive dens konklusioner. Ikke uden ironi vælger Mogens Jacobsenligeledes at materialisere regeringens fornægtelse af integrationsproblemerne med kartoflen, danskernes nationalspise og indbegrebet af den danske kultur.

Et vigtigt aspekt ved installationen er, at den skal opleves to forskellige steder. Man kan ikke opleve hele værket på én gang, da værket både består af en fysisk opstilling i udstillingsrummet hvor kartoflerne er placeret, og af en virtuel del som under udstillingsforløbet skal ses på www.pomart.net.





Rafael Lozano-Hemmer: Synaptic Caguama

Den mexicanskfødte kunstner Rafael Lozano-Hemmer, har inden for de sidste 10 år arbejdet aktivt med storstilede, interaktive installationer, ofte placeret i det offentlige rum, på byens pladser, stræder og bygninger. Gennem sit arbejde med den nyeste teknologi såsom real-time computer grafik, forskellige former for projektering på lærreder og mobiltelefoni, lægger Lozano-Hemmer sig i forlængelse af en kunstnerisk praksis, der siden 1960rne har arbejdet aktivt med det mediedominerede samfund og hvis værker som konsekvens heraf, kredser om de teknologiske og virtuelle mediers kunstneriske potentiale. En af de centrale ledetråde i Lozano-Hemmers værkproduktion er interaktivitet – både i værkernes tekniske opbygning, der ofte afhænger af et samspil mellem flere elementer såsom mobiltelefoner, robotter samt computer- og lysstyring, men ligeledes forstået som etableringen af et samspil mellem værk og beskuer.

Værket Synaptic Caguama udgøres af et traditionelt mexicansk cantina bord, hvorpå der ligger 30 enliters ølflasker af mærket Caguama. Ved hjælp af en motor drejer flaskerne på bordet, som i en automatiseret udgave af børnelegen ”Den som flaskehalsen peger på”. Flaskerne stopper hvert tredje minut, dog blot for at påbegynde en ny og tilfældig rotation. Værket er en del af Lozano-Hemmers Subsculptures, en serie af motoriserede værker, som han påbegyndte i 2003.

Rafael Lozano-Hemmer interesserer sig for komplekse, dynamiske og matematiske processer såsom non-lineærmatematik og kaosteori. Processer, som han visualiserer i sine installationer, idet værkerne ofte er baserede på matematiske tilfældighedsprincipper og deres reaktionsmønstre, afhængige af omgivelserne og beskueren. Med sin kinetiske skulptur Synaptic Caguama, ønsker Lozano-Hemmer at materialisere og visualisere den matematik, der ligger til grund for vores evne til at tænke og huske. Lozano-Hemmer ser derfor ikke kaos og orden som diametrale modsætninger, men som gensidigt afhængige tilstande. Kaos er nødvendigt for orden, forstyrrelsen en forudsætning for funktionen.


Tine Bech, Sam Woolf, Dave Lawrence: Mememe

Værket Mememe er frugten af et samarbejde mellem den danske, London-baserede kunstner Tine Bech og de engelske kunstnere Sam Woolf og Dave Lawrence. Kendetegnende for deres arbejde er en forkærlighed for interaktive værker og installationer, der i en æstetisk blanding af lyd og bevægelse, robotter og hverdagsmaterialer, kompleks interaktiv teknologi og visuel enkelthed, udforsker relationen mellem kunstværk og beskuer.

InstallationenMememe er baseret på et Real Time Location System, RTLS, et sporingssystem anvendt af bl.a. militæret, hospitaler og varehuse. Fire sensorer er opstillet så de danner en kvadratisk rumlighed, hvori der er placeret forskellige par sko, som de besøgende kan iføre sig. Skoene bærer et ’tag’, en form for avanceret RFID chip, der via sporingssystemet fortæller en hovedcomputer hvor de forskellige sko befinder sig. Hver af skoene taler sammen med en sensor, der alt efter hvor de befinder sig i rummet, genererer en lyd. Lydene er programmeret på en sådan måde, at de ændrer sig alt afhængig af hvor hurtigt man går og hvor man befinder sig. Forskellige lyde genereres i forskellige zoner, og installationen opfordrer til, at man med sin egen krop som instrument, leger med lydens styrke og tempo. Hvert par sko har sin egen genkendelige lyd, og som værktitlen indikerer, synes skoene at gøre alt for at påkalde sig beskuerens opmærksomhed: Me-me-me! Vælg mig-mig-mig! Skoene reagerer ligeledes hvis de kommer tæt på hinanden eller hvis man forsøger at forlade rummet.

I mødet med Mememe er man ikke en distanceret beskuer, men aktiv deltager, og en lydløs, usynlig overvågning erstattes af larmende leg, frihed og bevægelse. Dermed brydes der med en formalistisk kunstforståelse, hvor værkets omgivelser og kontekst ikke anses som afgørende for den æstetiske og subjektive kunstoplevelse. I oplevelsen af Mememe synes det netop at være den performative relation mellem værk, beskuer og rum, der fungerer som det primære udgangspunkt for betydningsproduktionen. Der skabes en visuel og auditiv dialog mellem værk og publikum, en dans mellem teknologi, kunst og menneske.